løb

Der findes uendeligt meget smart, praktisk og fantastisk lækkert udstyr til løb. Lad os dog slå fast med det samme; som nystartet løber behøver du kun en brøkdel af det for at komme i gang med løb. Skal vi skære helt ind til benet, er der tre ting, du bør prioritere, når du køber dit første løbeudstyr:

  1. Løbesko
  2. Løbestrømper
  3. Løbeundertøj

løb

Dine løbesko skal beskytte dig mod skader

Løbesko er uden tvivl det allervigtigste løbeudstyr som nybegynder. Det er dine løbesko, der skåner dig mod de mange gentagne stød, som ved hvert eneste skridt sendes op igennem kroppen. Løbeskoene skal med andre ord beskytte dig mod skader ved at støtte fødderne og give den nødvendige støddæmpning. Det er forskelligt fra løber til løber, hvilke løbesko der er de bedste, og vi anbefaler derfor, at du læser lidt om de forskellige former for løbestile, der er. Så er du bedst klædt på til at købe de bedste løbesko til lige præcist dig.

Et par gode løbesko koster omkring 1.000-1.500 kr., og du får faktisk rigtig meget for pengene. Løbesko holder nemlig ca. 1.000 km før de skal skiftes ud, hvilket giver en pris på omkring én krone per kilometer. Løber du i gennemsnit 10 km om ugen, har du altså gode løbesko i to år – med en udgift på kun 10 kr. om ugen. Med det regnestykke i baghovedet giver det god mening at vælge de helt rigtige løbesko fremfor at gå på kompromis og spare et par hundrede kroner.

Husk i øvrigt at du som helt nystartet og utrænet løber har større risiko for skader end veltrænede løbere. Indtil du får opbygget en god rutine med løbet, så er det vigtigt, at du passer på dig selv – og det kan løbesko fra den øverste prishylde hjælpe dig med. Disse sko er nemlig typisk mest komfortable og mest sikre i forhold til, at du skal undgå skader, når du løber.

løb

Undgå vabler med løbestrømper i god kvalitet

Løbestrømper kan virke som en bi-ting, når man taler om løbeudstyr, men tag ikke fejl; dine fødder vil takke dig for det rigtige valg. Når du har brugt tid og penge på at vælge de helt rigtige løbesko, vil det være virkelig ærgerligt at gå på kompromis med dine løbestrømper og risikere at få irriterende og smertefulde vabler. Et par bomuldsstrømper suger sveden til sig, men formår ikke at lede sveden videre. Det resulterer hurtigt i våde strømper, hvilket øger risikoen for friktion, som typisk irriterer huden og giver vabler.

Vælger du derimod et par løbestrømper i en let og svedtransporterende kvalitet, giver du dine fødder de bedste betingelser for at holde sig tørre og komfortable i løbeskoene. Mange løbestrømper er desuden designet med en anatomisk korrekt pasform, som er højre-/venstrespecifik. Det sikrer en optimal komfort uden overskudsmateriale, der kan irritere og i værste fald vil ende med at give gnavsår.

Der er masser af muligheder for at vælge funktionelle og særligt designede løbestrømper med specielle tekniske egenskaber. Husk dog på, at det i første omgang ikke er vigtigt, at du som nybegynder vælger de dyreste kompressionsløbestrømper på hylden. Et par billige, svedtransporterende løbestrømper er således rigtig fine at starte op med, når du som nybegynder skal i gang med løbetræningen.

løb

Få optimal støtte og svedtransport med funktionelt løbeundertøj

Funktionelt løbeundertøj er ekstremt vigtigt, da du har det på direkte mod huden. Og valget af løbeudstyr handler meget om, at du skal have det behageligt på din tur. Her skal løbeundertøjet sørge for at lede sveden væk, så du holdes tør og godt tilpas. Bruger du almindeligt bomuldsundertøj, som suger sveden til sig og bliver vådt, bliver du nemt kold og risikerer samtidig at få smertefulde gnavsår.

Let og funktionelt løbeundertøj er tætsiddende, fleksibelt og sørger effektivt for at fjerne fugten fra huden. Derudover er det typisk også fremstillet med flade syninger, hvilket yderligere reducerer risikoen for gnavsår og hudirritationer. Noget du bliver glad for, når dine 3-kilometersture bliver til 10 kilometer.

løb

Som kvinde er en sports BH med god støtte også af enorm stor betydning. Den rigtige støtte til barmen sikrer nemlig, at du undgår vævsskader omkring brysterne. Når du løber udsættes kroppen for en stor belastning og særligt det bløde væv omkring barmen er ekstra udsat. Belastningen under løb er så stor, at en almindelig BH på ingen måde tilbyder den nødvendige støtte. Derudover er en sports BH designet med brede og komfortable stropper, som sikrer et minimum af gener.

Start med det vigtigste løbeudstyr

Du skal selvfølgelig ikke kun have undertøj på, når du løber, men det vigtigste at få styr på først er nu en gang løbesko, løbestrømper og løbeundertøj – så kommer resten af løbeudstyret i anden række. Et par lækre løbetights og en funktionel løbejakke er klart at foretrække, men handler i højere grad ”bare” om god komfort. Så start med det vigtigste, og udvid efterhånden din løbegarderobe med lækkert løbeudstyr, der effektivt hjælper med at holde dig komfortabel og godt tilpas under løbetræningen.

God tur!

løb