landsholdets historie

De fleste danskere er nok godt klar over, at Danmark skal spille fodbold på den helt store scene i juni måned. Slutrunden venter efter en rekordslående stime af kampe mod hold som Polen, Irland og Armenien. Vores indledende gruppe er overkommelig, spillerne er top-klar og tiltroen til landsholdet har nået højder ikke set siden 1992. Men har du styr på historien bag Danmarks drenge? Hvis ikke, så læs med her, hvor vi giver dig et nostalgisk indblik i landsholdets brogede historie.

Suveræn start kickstarter Landsholdet

Selvom landsholdet har haft svingende resultater i den seneste årrække, så har det ikke altid været sådan. Danmark spillede sin første officielle landskamp til den olympiske slutrunde d. 19. oktober 1908, hvor Danmark fejer benene væk under franskmændene og vinder 9-0. Tre dage senere møder vi så Frankrigs A-hold, som vi også saver midt over med det imponerende resultat 17-1 – i den kamp formåede Danmarks spydspids, Sophus ”Krølben” Nielsen, at score 10 mål. Den målrige kamp står stadigvæk som den mest målrige kamp i landsholdets historie. Og man skal måske have den ekstrarøde klaphat på, hvis man skal tro på en kamp med samme cifre, når Danmark møder Frankrig til sommer. Men man kan jo håbe.

landsholdets historie

Danmarks landshold i tal

  1. Blev stiftet i 1889, men spillede først en officiel kamp i 1908.
  2. Peter Schmeichel er den spiller, der har optrådt flest gange på landsholdet. Det blev til 129 kampe i trøjen.
  3. Poul ’Tist’ Nielsen og Jon Dahl Tomasson deler rekorden for flest landsholdsmål – de scorede 52 hver.
  4. 23 landstrænere er det blevet til igennem tiden – heraf 12 danske, 6 engelske, 1 tysker, 1 svensker, 1 ungarer, 1 østriger og nu en nordmand.
  5. 24 slutrunder har Danmark i alt været kvalificeret til.

Brogede resultater og fødslen af Danish Dynamite

Landsholdets brogede resultater igennem tiden bliver forfulgt af en række opsigtvækkende kampe, hvor Danmark virkelig ikke burde have vundet, men hvor vi alligevel trak det længste strå. For eksempel vandt Danmark bronze ved de olympiske lege i 1948, hvor vi slog de engelske giganter med hele 5-3 i en hæsblæsende kamp, hvor begge sider kunne have vundet. Lige så vildt gik det for sig i 1960, hvor Danmark spillede sig i OL-finalen, men desværre tabte til Jugoslavien 3-1, hvor vi på vejen til finalen udspillede mange storhold.

Årene der fulgte efter 1960 bød på mange op- og nedture, men i 80’erne vendte det endelig for de danske helte, der i denne periode fik tilnavnet ’Danish Dynamite’. Danmark nåede semifinalerne i europamesterskabet i 1984, hvor de tabte til Spanien, de kvalificerede sig også for første gang til VM i 1986, hvor de nåede helt til ottendedelsfinalen. Her måtte vi dog endnu en gang se os slået af de spanske troldmænd. Det danske landshold, der spillede græsset af plænen var ikke til at modstå, og pressen sammenlignede de danske drenge med det legendariske hollandske landshold fra 70’erne. Ikke en lille hæder for et hold, som ikke tidligere havde haft en glorværdig landsholdshistorie.

I 1987 får vi så endnu en gang kvalificeret os til EM, men vi tabte alle vores tre indledende kampe i Vesttyskland. Kampgejsten var ramt, holdet var, efter nogle år med fine resultater, ikke med til verdensmesterskabet i Italien 1990, og stemningen var måske ikke til dansk fodbold i det bedste selskab. Men i starten af 90’erne skete der noget helt forunderligt.

landsholdets historie

Landsholdets genopstandelse og dansk eufori

En tragisk borgerkrig, et helt hold spillere på ferie og en uprøvet træner var åbenbart den optimale opskrift til komplet sensation, da Danmark højst overraskende gik hen og vandt europamesterskabet i 1992. Store danske navne som Peter Schmeichel, John ”Faxe” Jensen og Brian Laudrup var blandt spillerne, der overraskende slog Tyskland i EM-finalen, der blev afholdt i Sverige. Slutcifrene på 2-1 blev starten på en ny æra i landsholdet historie, hvor hele Danmark bakkede holdet op – præcist som de gjorde det i midt-80’erne, hvor landsholdet diskede op med fabelagtig angrebsfodbold, der tryllebandt størstedelen af verden.

Og sejren i 1992 bliver den dag i dag set på som en af de største overraskelser i slutrundehistorien – ikke dårligt af et lille land som Danmark. Desværre har vi siden da ikke haft helt de samme former for resultater, men en kvartfinaleplads i 1998 og en 1/8-finale i 2002 kunne det da blive til. Men måske er 2018 året, hvor Danish Dynamite genopstår, og vi kan trække tæppet væk under de franske ekvilibrister, spanske troldmænd og tyske strateger? Hvem ved. Men vi stoler på, at de danske drenge kan bidrage positivt til landsholdets historie.

Historien om landsholdet er ikke skrevet færdig endnu

Op- og nedture. Nederlag og sejre. Eufori og tungsind. Det danske landshold har været gennem hele følelsesspektrummet, når man ser på historien, og det er måske det, der har været med til at forme holdet – og formet den danske fankultur. Ligeså skuffet man kan være over et nederlag, ligeså glad bliver man også, når de danske drenge brillerer på den internationale scene – som de f.eks. gjorde i kvalifikationen, hvor vi blandt andet sendte Polen hjem fra Parken med en ordentlig afklapser på 4-0.

Og den nu rekordstore stime af ubesejrede kampe har givet os danskere troen på, at vi kan gøre det godt til sommer. Så få krigsmalingen på, træk i den rød-hvide trøje (som du kan købe lige her på SPORT 24s webshop) og gør dig klar til et dansk festfyrværkeri, der skal sættes i gang d. 16. juni, hvor Peru skal spilles af banen.

Kom så Danmark!

landsholdets historie