Aerial Hoop

I Aarhus har en ny sportsgren fundet vej til træningscentrene. Aerial Hoop hedder disciplinen, som hører til ’Aerial Art’ familien sammen med blandt andet Poledancing og som handler om, hvad du kan, fremfor hvordan du ser ud

Vi kender Poledancing – dansen om pælen, som for længst har ramt Danmark som en fysisk krævende – men også sjov – disciplin, der rækker udover letpåklædt scenekunst i en lummer natklub pakket ind i rødt velour. Over hele landet findes centre, hvor poledancere i alle aldre uge efter uge tjekker ind for at løfte sig op fra gulvet og svinge sig i bedre form.

En tur i manegen

Men er poledancing ikke længere nok, kan du lægge vejen forbi Aarhus og BpoleFit.dk, hvor det nye Aerial Hoop er på programmet én gang om ugen. Her kan du møde Christine Asmussen, som er 24 år, studerer fysik på Aarhus Universitet og i fritiden har kastet sin ubetingede kærlighed på den nye disciplin, Aerial Hoop, der i al sin enkelthed går ud på, at du bevæger dig rundt i en stor hula-hopring hængt op i loftet – en motionsform, der sender tanker i retning af barndom, cirkus, gynger og trapez.

”Jeg blev tiltrukket af Aerial Hoop, fordi det er en logisk overbygning på Poledancing, som jeg har dyrket nogle år. Arial Hoop er hårdere end Poledancing og stiller endnu større krav til styrke, stabilitet, smidighed, balance og teknik, fordi du i langt højere grad hænger i luften end ved Pole, hvor du har mere kontakt til gulvet. Vigtigst så handler Aerial Hoop mest om, hvad du kan, og mindre om, hvordan du og din krop ser ud.”

aerial hoop
Tøjet Christine og Karina har på kan du finde her – sammen med mange andre lækre fitness styles!

Rundt om Aerial Hoop

PlayMore har kastet 9 spørgsmål i ringen til Christine for at blive klogere på Aerial Hoop og universet omkring den nye trend. Læs med her…

Hvor stammer Aerial Hoop fra?

Aerial Hoop er en form for akrobatik, som – jeg formoder – udspringer fra cirkusverdenen og har flere ting til fælles med f.eks. trapezen, hvor det også handler om at lave tricks og få et flow i gang.

Hvem dyrker Aerial Hoop?

Det gør både kvinder og mænd, men hovedsageligt yngre kvinder som mig selv. Som sagt er Aerial Hoop en naturlig fortsættelse af Poledancing, som stiller større krav til styrke osv., så måske vil flere få øjnene op for Hoop, når de først har oparbejdet en vis kropslig kontrol gennem Poledancing. Og vigtigst så er der tale om en ret ny sportsgren, hvor kendskabet først skal skabes og oparbejdes. Det, tror jeg, vi kommer til at se indenfor de næste år.

Dyrker du Hoop alene eller sammen med en makker?

Det er forskelligt. For det meste alene, men vi bliver ofte undervist i dobbelttricks, som man skal være to til at udføre. I træningssituationen er man som regel også altid to personer om én Hoop, da det ellers bliver for hårdt hele tiden at skulle være i gang. Teamwork og at hjælpe hinanden er vigtigt.

Kan man kun dyrke Aerial Hoop i fitnesscentret?

Nej, jeg har f.eks. min egen Hoop derhjemme, som jeg kan tage med ud og hænge op i et træ, hvis jeg har lyst på en dag med godt vejr. Nogle gange tager jeg den med til familiefester, hvor jeg har et hav af grankusiner, som elsker at lege cirkusprinsesser for en dag.

Hvordan reagerer andre, når du fortæller, at du går til Hoop – og Pole?

Begge dele vækker helt klart en nysgerrighed hos folk. Dyrker jeg Hoop i parken, oplever jeg, at mange stopper op og kigger, og nogle drister sig til at spørge. Det giver tit anledning til samtaler.

aerial hoop
Hvad er det fedeste ved at dyrke Aerial Hoop?

Det fedeste er, at jeg til hver træning opdager nye ting, jeg pludselig kan. Mange oplever hurtige fremskridt i Hoop’en, men det der fascinerer mig allermest er at fokus skifter fra at handle om, hvordan man ser ud til hvad man kan. Man træner ikke for at blive stærkere eller tyndere. For mit vedkommende træner jeg hele tiden med det mål at ’nu kan jeg lære det næste trick’ osv. Fokus er dermed helt anderledes fra mange andre træningsformer, hvor det handler om at komme til at se ud på en bestemt måde. Her handler det om, hvad du kan lave med din krop, og så kommer resultaterne af sig selv.

Hvad synes du er mest specielt ved Aerial Hoop?

Det specielle for mig er elegancen. Bevægelserne, når de sættes sammen, kan i min verden komme til at minde om dans, men det er helt op til én selv, hvilket aspekt man lægger i det; elegance, stabilitet, smidighed eller andet. For nogle betyder elegancen mindre, imens det for mig betyder rigtig meget.

Hvor henter du inspiration fra?

Jeg følger mange personer på Instagram. Her findes mange Poledancere, som også dyrker Hoop og som er vildt dygtige!

Hvilket tøj passer godt til Aerial Hoop?

Hoop er en meget legende sport. Det afspejler sig ret meget i tøjet, hvor der for tiden er mange farver og mønstre. Alt tøjet skal dog helst være tætsiddende, så man kan koncentrere sig om bevægelserne, uden at tøjet folder sig sammen eller sidder i klemme. Jeg har altid lange leggings på for at passe på huden sammen med en top, som nogle gange bare kan være en sports-bh.

Nogle af mine favoritter kommer her:

aerial hoop

  1. Til hoop er det vigtigt, at særligt benene er tildækket, idet hoopen er beklædt med stof og ellers kan give brandsår – leggins som disse fra Reebok er gode
  2. Toppen skal helst være tætsiddende, da løst tøj kan komme i klemme – denne top fra Reebok er et godt eksempel
  3. Vil man gerne have en trøje over, er denne fra Hummel fin, for den skal gerne blive siddende , når man vender på hovedet
  4. Til pole skal man derimod have huden fri for at kunne hænge fast, især lår og knæhaser bruges meget, derfor er korte shorts et must – fx dem her fra Nike
  5. Til pole har man sjældent en trøje over, så her er en god undskyldning for at anskaffe sig en pæn sports bh som denne fra Reebok

Lyst mere inspiration – så kig her

Christine arbejder i øjeblikket på et show sammen med en anden Aerial Hooper, som skal vises til et lukket medlemsevent i Bpolefit.dk i Aarhus.

Fakta om Aerial Hoop

✓   Startede ud som legetøj til børn i 1700-tallet. Dog på jorden

✓   Blev for første gang brugt (i den nuværende form) som en del af et show i Cirque du Soleil

✓   Bliver i dag trænet i mange pole-dance studier

✓   Er en super god træning for mave, arme og ben

✓   Udøves over hele verdenen – også i flere steder i Danmark