asics

46-årige Lise Friis fik tilbage i 2012 konstateret sclerose. En sygdom, som vendte op og ned på hendes liv. Siden da, er der sket meget. Hun er blandt andet begyndt at løbe. Meget!

Hver dag står Lise op kl. 5 om morgenen (senest!) for at trække i løbetøjet og begive sig ud på sin vanlige løbetur. Og det er ikke nogen kort løbetur lige rundt om hjørnet, der er i vente. Lise løber nemlig gerne 160 kilometer om ugen.

Det lyder mærkeligt for en med sclerose, men det er ikke desto mindre sandt.

2012 – året der vendte op og ned på Lises liv

8 ud af 10 af alle scleroseramte i Danmark bliver første gang bevidste om deres sygdom som følge af et attak. Et attak er et sygdomsangreb, som kan vare i dage, uger og nogle gange op til flere måneder.

Det var det, der hændte for Lise, da hun omkring sin 40-års fødselsdag første gang stiftede bittert bekendtskab med sin sygdom.

”Min familie og jeg var på vej hjem fra en rejse i USA, da jeg fik mit første attak. Idet vi landede i Danmark, kunne jeg lige pludselig hverken se eller mærke mine ben”.

Første attak efterlod Lise lam fra taljen og ned og midlertidig blind. Hun blev hasteindlagt på Rigshospitalet, hvor blev hun diagnosticeret med sygdommen sclerose. Hun var efterfølgende indlagt i flere måneder.

”Genoptræningen startede helt i det små. Men med hjælp fra min mand begyndte jeg først at gå 2, 3, så 4 meter på løbebånd. Indtil, jeg til sidst kunne gå normalt. Ja endda løbe.”

Det var i den periode, Lise opdagede, at løb havde en positiv effekt på hendes sygdom.

Løb er en måde at holde sclerosen nede – det er bogstaveligt talt min medicin. 

Det betyder løb for Lise i dag

Siden da, har Lise skruet gevaldigt op for sin løbetræning. Med over 400 maratons bag sig kan man vist roligt sige, at løb er blevet en fast del af Lises dagligdag.

ascis

”Det er vigtigt for mig, jeg bevæger mine ben hver dag – det betyder noget for mig både mentalt og fysisk.

Jeg har selvfølgelig også dage, hvor jeg er ved at brække mig, når vækkeuret ringer, men jeg har lovet mig selv, jeg skal være stærk – hvad afholder mig ellers fra at droppe det igen i morgen?”

At udskyde sin løbetur til dagen eller ugen efter er ikke en valgmulighed for Lise.

Alternativet er skidt – hvis ikke, jeg gør det, bliver jeg svækket. Og jeg vil simpelthen ikke bruge mit liv på at ligge ned.”

Udover at være en medicin, som mildner symptomerne på hendes sygdom, så ser Lise det også som ren luksus at kunne løbe.

Løb er for mig en nydelse, ikke en pligt.

”Mine joggeture er meditative for mig. Den tid er helt min egen, og jeg sætter stor pris på, jeg får lov til at dyrke mig selv på den måde – det er nærmest en form for hygiejne overfor mig selv.”

Lises løbepræstationer – indtil videre:

Hun har gennemført:

·         418 maratons

·         5 ultraløb (100 km)

·         8 halvmaratons

… og hun bliver ved!

asics

At løbe og leve med sclerose

Men selv om, Lise sparker r**, så er det ikke helt problemfrit at være eliteløber og scleroseramt på en og samme tid.

”Jeg har en nerveskade på min balanceevne, hvilket gør, jeg døjer med svimmelhed 24/7.

Mine ben er fyldt med ar fordi, jeg er faldet så mange gange under mine løbeture. Nogle gange mister jeg bare forbindelsen til mine ben, og jeg opdager det ikke før, jeg ligger på jorden.”

Men det afskrækker hende ikke fra at fortsætte.

”De dage, hvor det er rigtig hårdt, siger jeg til mig selv: Lise, du er i gåseøjne ”kun dårlig”. Du kan godt! Bliv ved!

Bagefter, når det lykkes, bliver jeg helt overrasket over mig selv – over at jeg kunne. Det giver mig den største sejrsfølelse.”

Og det er ikke kun sig selv, Lise har formået at overraske med sin viljestyrke.

asics
Lise løber her i en Asics GT-2000

”Lægerne på Rigshospitalet har flere gange sagt til mig, at det jeg gør, og det jeg har gjort, det kan man ikke. Men det kan man altså!”

Jeg kan fordi, jeg tvinger mig selv til det. Jeg nægter at tabe den her kamp!

Er du lige så benovet over Lises beundringsværdige rejse, som vi her i SPORT 24 er? Så læs med i næste uge, når vi når vi i et nyt blogindlæg fortsætter interviewet med seje Lise Friis.

Her fortæller hun mere om sine maratoneventyr, og hvordan hun holder sygdom og skader i skak. Og så får du også hendes bedste råd til, hvordan du selv træner op og bliver klar til maratonløn.