Kari Traa

Den hårdslående fjervægter Sarah Mahfoud bliver ved med at gå i ringen, indtil hun har sin første VM-titel i hus. Det er tough business. På den anden side er hun vild med glimmer og stiletter og har vundet Vild med Dans. Vi gik ti omgange i ringen med Sarah til snakken om at være den feminine fighter.

Sarah Mahfoud er 29 år. Fjervægter. Skåret ud i granit. Langt mørkt hår, ditto øjenvipper og en gang, der vidner om andet og mere end bare at vandre fra ringhjørne til ringhjørne.

Omgang 1: Boksning – hvorfor?

Jeg har altid været hende, der sloges med drengene, hoppede ud fra det højeste tårn og var med i de vilde lege. Jeg var altid med på den værste, du ved … ”Du tør ikke!” … ”Jo, jeg gør!”

Min far, der kommer fra Syrien, var en dygtig Kung Fu-kæmper, og hans store kærlighed til kampsport smittede af på mig og mine søskende. Vi er vokset op med Bruce Lee og Karate Kid ved middagsbordet, så jeg begyndte at dyrke karate, allerede da jeg var helt lille.

I karate opnåede jeg brunt bælte, men der skulle ske noget mere. På en sportsmesse i Hillerød var der en bokse-stand, og dét tiltalte mig. Jeg startede to dage senere og blev med det samme grebet af stemningen. Træningen var benhård, man svedte, og der var vanvittigt meget gang i den. Det var det fedeste!

 

Omgang 2: Er du ligefrem vild med at slås?

Det lyder forkert at sige, at jeg er vild med at slås, men jeg kan godt li’ kampen, og jeg kan li’ atmosfæren i kampsportsverdenen. Jeg har også prøvet håndbold og springgymnastik, men det ramte mig slet ikke på samme måde.

For mig handler det om den rå stemning i kampsporten kombineret med, at folk er enormt hjælpsomme. Alle vil gerne lære fra sig, og det giver en god atmosfære og en særlig ånd, som jeg holder enormt meget af.

Kari Traa
Kari Traa løbejakke, tights og langærmet trøje

Jeg har bokset, siden jeg var 14 år, kun med få pauser. Så boksning er en vanvittig stor del af mig, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at bokse. Det giver mig energi i hverdagen at have noget, jeg er så disciplineret omkring og holder så meget fast i.

At have et mål i sigte giver mig livsglæde og drivkraft. Jeg går efter at vinde en VM-titel, og netop dét mål er afgørende. Jeg ville ikke kunne træne ud i det blå uden et erklæret mål. Det er hele drivkraften bag det at gå op i ringen.

Omgang 3: Hvad skal der til for at blive en god bokser?

Du skal have en indre fighter. Allerede fra jeg var lille, kom min indre fighter til udtryk gennem træningen, hvor man bliver presset til det yderste. Og så begyndte kampene at komme, hvor det hele anhænger af dig og din egen præstation. Du skal være i stand til at kigge nøgternt på dig selv, for du kan ikke pege fingre ad andre.

Der er kun dig selv at give ansvaret, både når det går godt, og når det hele er noget lort. Du bestemmer, hvor langt du vil nå, og det er 100% afhængigt af, hvor meget tid og energi, du lægger i det. Boksning er, hvad du gør det til.

Boksning er per definition et hav af følelser, der fyger igennem kroppen på én og samme dag

Omgang 4: Og fysikken – hvad kræver det som bokser?

Boksning er en kombination af alting; kondition og udholdenhed, som skal være helt i top, da du som kvinde går 10 omgange af to minutter og mand 12 omgange af to minutter. Du skal have styr på motorikken og vægtfordelingen ned til mindste detalje.

Det kan fx handle om, du skal huske at dreje foden ganske lidt i en bestemt retning, når du slår til højre osv. Vægtoverførslen skal forplante sig hele vejen nede fra gulvet og op gennem kroppen, for at kraften i slagene udnyttes optimalt. Så er der reflekserne, som skal bruges til at undvige modstanderens slag og eksplosionsevnen, der er afgørende for at være hurtig. Det hele skal spille.

Sarah Mahfoud

I mit liv som bokser udgør træningen 95%. Jeg har som udgangspunkt to træningspas om dagen, hvor jeg blandt andet træner sammen med både mænd og kvinder. De er alle meget dygtige, nogle af dem landsholdsboksere, som presser mig både på teknikken og hurtigheden. At træne op imod andre med hver deres styrke er ekstremt givende i forhold at komme tættere på mit mål.

Omgang 5: Er du aldrig bange for at blive slået til plukfisk?

Nej. Personligt er jeg ikke bange for at få tæsk. I pigeboksning og som fjervægter (max 57,2 kg) skal modstanderen ramme virkelig godt, for at man tager skade. Hos mændene kan det være anderledes. Når min lillebror på 70 kg. bokser, er der meget mere kraft indblandet. Når han går i ringen, kan jeg godt blive bange for, at han får nogle meget hårde slag. Der holder jeg mig for øjnene.

Det afgørende for en god boksekamp er, at bokserne er matchet og derfor passer godt til hinanden. Er det ikke tilfældet, kan det ende med en slagtning, som ofte er dét, folk forbinder med dårlig boksning. Og det er bestemt ikke særligt fedt.

Sarah Mahfoud

Omgang 6: Hvilken følelse gik igennem dig, første gang du trådte op i ringen til en kamp?

Jeg var 14 år første gang, jeg gik i ringen, og jeg var Så nervøs. Det var en diplomkamp, hvor der ikke er en vinder og taber, men hvor der bliver kigget på teknik osv. Min far havde købt nye boksestøvler til mig, som var et nummer for store, så jeg kunne vokse i dem. Men jeg voksede bare ikke mere, så støvlerne har jeg stadigvæk.

Det er stadig den samme følelse, hver gang jeg går op i ringen. Jeg er SÅ nervøs og spændt. Det er som at være der uden at være der. Timerne går, minutterne går, men dagen flyder ud imellem hænderne på dig. Giver det mening? Boksning er per definition et hav af følelser, der fyger igennem kroppen på én og samme dag. Der er et enormt fysisk og psykisk pres tilstede – men en fantastisk følelse, som jeg elsker!

Omgang 7: Hvad laver du, når du ikke bokser?

Jeg er netop startet på sygeplejestudiet, som foregår over nettet, kombineret med fysisk undervisning. Jeg interesserer mig meget for kroppen, hvad der foregår inde i den, sygdomslære osv. Sygeplejefaget er et fag, der aldrig stopper. Der kommer hele tiden ny viden, og det er vildt spændende. Jeg arbejder desuden som social-og sundhedsassistent på akut mave-tarmkirurgisk afdeling, da jeg endnu ikke kan leve af at bokse. Arbejdet med mennesker er en god kontrast til boksning. Her får jeg brugt min hjerne og dækket mit behov for at hjælpe og gøre en forskel for andre. Jeg nyder virkelig mit arbejde.

Jeg har altid haft lyst og behov for at dyrke det feminine og det kvindelige. Netop dét får jeg gennem mit fag. Derudover dyrker jeg i peroder yoga og svømning, som også giver modspil til kampsportsverdenen.

Sarah Mahfoud

Omgang 8: Du er ambassadør for Kari Traa – hvorfor?

Det er samarbejde, der række tilbage, fra før jeg blev professionel bokser. Deres tøj er enormt feminint med lækre farver og fede detaljer. Kari Traa er lavet af kvinder til kvinder, og det kan man tydeligt både se og mærke. Jeg træner udelukkende i deres tøj; altid tights eller shorts kombineret med en overdel. Og når jeg har fri, hopper jeg i styles, som er mere loose og hverdagsagtige. Det er fedt, at Kari Traa også er begyndt at lave tøj, der ikke er så stramt og i neutrale farver. De opfylder til fulde mine behov for træningstøj, der fungerer optimalt og ser fedt ud på samme tid.

Der er kun dig selv at give ansvaret, både når det går godt, og når det hele er noget lort

Omgang 9: VM

Jeg har et mål om at vinde verdensmesterskabet i et af de 4 største bokseforbund, som er dét, alle professionelle boksere jagter. Jeg blev nordisk mester første gang i 2012, hvor jeg også kom på landsholdet, som var en vigtig milepæl, men VM er dét, jeg træner for hver evigt eneste dag.

Når VM-titlen er i hus, og jeg har forsvaret den nogle gange, er min karriere slut. Så har jeg fået det kamp, jeg skulle have, og det er tid til noget andet. Familieliv og børn måske.

Omgang 10: Vild med Dans – hvorfor?

Da jeg blev kontaktet og spurgt, om jeg ville være med i Vild med Dans, sagde jeg ja med det samme. Jeg var helt høj og kastede mig bare ud i det. Det var en virkelig sjov tid, og jeg nød hvert sekund både på gulvet og i kulissen. Jeg tror igen, at det handler om, at jeg også her kunne dyrke min feminine side gennem stiletter, pailetter, makeup og lækkert hår. At Morten og jeg så gik hen og vandt, var helt crazy! Det var en drøm, der gik i opfyldelse!

Kari Traa

FAKTA:

  • Sarah Mahfoud er født 29. september 1989 og datter af en færøsk mor og en syrisk far
  • Er blevet nordisk mester 2 gange i vægtklassen fjervægt
    Har bokset 6 kampe på halvandet år
  • Vandt Vild med Dans i 2016 sammen med dansepartneren Morten Kjeldgaard
  • Står i øjeblikket bag en Bokse Bootcamp i et lokalt fitnesscenter, hvor alle kan komme og bokse sammen med Sarah 2 x om ugen i en måned

Sarah blev interviewet af Majbritt Mikkelsen