bag kameraet

Der skal ret meget til for at lave en god film. For at være helt præcis 11 timers råfilm optagelse, der på klippebordet skal blive til 30 sekunders reklamefilm. Derfor er én dag heller ikke nok til at fange den stemning, som det er meningen, at filmen skal vise.

Og hvad er det så vi ønsker filmen skal vise? Glæden og det positive i leg og sport, det unikke og spontane, der opstår når man for et øjeblik glemmer reglerne og fusionerer sport og leg og bare nyder nuet og fællesskabet.

TV-optagelsernes anden dag starter i en støvet parkeringskælder i Aarhus’ centrum

Støvet stammer fra en fejemaskine, der er ved at gøre klar til, at en række seje piger og kvinder skal suse rundt på rulleskøjter blandt betonpillerne.

Mens dagens rullende hovedpersoner venter på, at resten af filmholdet er klar til optagelse, får de testet fliserne af, spændt beskyttelsen efter og aftalt forskellige rulle-positioner.

Lederen af gruppen er en garvet rulleskøjteløber og en del af de benhårde Aarhus Derby Danes, der både træner rulleskøjteløb og kæmper mod andre hold i sporten ”Roller Derby”. Med hendes erfaring i bagagen dirigerer hun de andre løbere, så der skabes billeder og video med fart over feltet. Og det er noget, der kan bruges!

Silende regn og brede smil på fodboldbanen

Fart over feltet kan man så sandelig også sige om de næste personer, der skal i spil til reklamen. Lokationen er godt nok skiftet til en boldbane på toppen af den helt nye Frederiksbjerg skole, og regnvejret er begyndt at rulle ind over Aarhus by. Men lidt dårligt vejr stopper ikke fodtennis-spillerne!

bag kameraet

Allerede inden optagelsen skal til at gå i gang, er de klare til at fyre den af til en omgang fodboldtennis. De har alle svært ved at lade bolden være og bruger ventetiden på at stå og jonglere bolden over nettet til hinanden. Ind i mellem lykkedes det dog filmholdet at få dem til at stå stille, så tøjet lige kan tjekkes, og drengene kan få varmen under de tykke uldtæpper.

Mens regnen siler ned, og skyggerne bliver lange, er det endelig tid til optagelse – og hvilken en af slagsen! Ren boldglæde og masser af leg strømmer ud fra toppen af Aarhus, så det kan mærkes af alle, der er til stede.

bag kameraet

Optagelserne slutter på en mørk og stormfuld aften

Efter at have leget på toppen af Aarhus skal produktionen ned på landjorden igen for at optage de fantastiske ”Roller Girls”, som er det sidste, der skal skydes inden reklamefilmen er færdig.

Det kolde, mørke regnvejr, der sænkede sig over Aarhus tidligere har dog medført, at den planlagte bane er alt for våd, så hele produktionen må flytte til havnen. Og for at gøre ondt værre, så er vi løbet helt tør for kaffe.

Forsinkelsen pga. flytningen gør, at de modige Roller Girls må stå på havnen (uden særligt meget tøj på) i den bidende blæst og kolde regn. Pigernes tøj er stylisternes idé. Og ideen holder for selvom det er koldt og sent, stråler pigerne om kamp med palietter, glimmer og guld!

bag kameraet

På trods af omstændighederne er hele produktionsholdet stadigvæk knivskarpe, og de diskuterer lystigt, om scenen er god nok, om tøjet nu også sidder ordentligt og om kameravinklerne er gode nok. Det skal nemlig være helt sikkert, at al glæden og positiviteten, der strømmer ud fra pigerne kommer med på de endelige optagelser.

Glæden og det positive i leg og sport, det unikke og spontane, der opstår når man for et øjeblik glemmer reglerne og fusionerer sport og leg og bare nyder nuet og fællesskabet.

Optagelserne slutter først ved midnat, og produktionsholdet, de medvirkende statister og SPORT 24s delegation begynder ligeså stille at pakke tingene ned, snakke om de sidste småting og til sidst vender alle næsen hjemad efter nogle lange, men fantastiske, dage på settet. Reklamen er i hus.