løbesko

Inden du køber nye løbesko, er det vigtigt, at du kender din løbestil. Helt grundlæggende findes der tre forskellige løbestile; du er enten neutralløber, pronationsløber eller supinationsløber. Herunder vil vi gennemgå de forskellige løbestile, så du bliver optimalt klædt på til at finde dine næste løbesko.

Fra naturens side er vi alle proppet ind i en af de tre kategorier. Træner du aktivt muskulaturen og leddene i eksempelvis ankel- og knæled, kan dette ændres, ellers vil du som udgangspunkt altid være den samme løbetype hele livet. Langt de fleste er født med en eller anden grad af pronation, så når vi taler om, hvad der er ”naturligt”, er det mest naturlige at have en pronations løbestil, hvor man ruller en lille smule indad på foden.

løbesko

Størstedelen af alle løberes første kontakt med jorden vil, iført løbesko, foregå på ydersiden af hælen, hvorefter ydersiden af mellemfoden sættes i jorden. Herefter ruller du fra ydersiden til indersiden af mellemfoden, hvorved vægten overføres til denne. Slutteligt afvikles skridtet ud over tæerne.

Fordeling af løbestil:

  • 20-25% af befolkningen udfører neutralt løb
  • 70-75% af befolkning udfører pronationsløb (også kaldet overpronation)
  • 2-3% af befolkningen udfører supinationsløb (også kaldet underpronation)

Neutral løbestil for den stabile løber

Hvis din løbestil er neutral, betyder det kort fortalt, at du enten svagt – eller slet ikke – ruller indad i din afvikling fra hæl til tå.

I skiftet og vægtoverførslen fra ydersiden til indersiden af mellemfoden, vil du som neutral løber automatisk presse svangen let ned og strække denne. Dette aflaster trædepuderne under hælen og forfoden, så kropsvægten fordeles jævnt gennem benet og derved sikrer en effektiv og stabil afvikling.

 

Det lille rul, der kan være forbundet med at være neutral løber, forsøger anklen at kompensere for. Anklen følger fodens bevægelser, hvilket mindsker slitagen og skåner samtlige led og muskler lige fra ankel- til knæled og op i hoften og ryggen. Er vinklen på anklen, når rullet er ”overstået”, under cirka 6°, betragtes du som en neutral løber. Du har derfor ikke har brug for en støttende pronationskile i skoene, da leddene opretholder en hensigtsmæssig position, hvor de ikke bliver overbelastede.

Sko til ham med neutral løbestil

En neutral løber mangler naturlig stødabsorbering

Fra naturens side er en mild pronation kroppens naturlige stødabsorbering. Denne stødabsorbering skabes gennem en smidig og fleksibel svang samt en naturlig kropsholdning. Som neutral løber pronerer du ikke og mangler derfor noget af kroppens naturlige stødabsorbering.

Sko til hende med neutral løbestil

20%-25% af alle løbere betragtes som neutrale. Er du denne løbetype, skal du altså vælge løbesko med størst fokus på stødabsorbering og pasform.

løbesko

Pronationsløbere er de mest udbredte

Cirka 70%-75% af alle løbere er pronations løbere, hvilket derfor er den mest udbredte løbestil. I din afvikling af skridtet vil du, ligesom de neutrale løbere, rulle fra ydersiden til indersiden af mellemfoden. Overstiger vinklen på anklen cirka 6°, når rullet er færdiggjort, vil du typisk have brug for en løbesko med en støttende pronationskile.

Når du pronerer, vil du som oftest træde svangen helt ned og derved presse anklen ned- og indad. Dette ses blandt andre typisk ved mennesker, der er platfodede. Når svangen trædes ned, ændres vinklen på anklen, så den typisk vil overstige 6°. Når dette sker, opstår en skævvridning gennem kroppen, som er til gene for et effektivt løb og som skaber en uhensigtsmæssig belastning, der kan resultere i ærgerlige løbeskader. Den ustabilitet, der opstår, er desuden med til at mindske kroppens naturlige stødabsorbering, da trykket i løbeskoene ikke er jævnt fordelt.

Få klarlagt dit behov for støtte, og undgå skader

Pronation deles op i mild, moderat og kraftig pronation. Dette betyder, at hårdheden i pronationskilen varierer fra løbesko til løbesko, og det er vigtigt at få identificeret, hvilken type kile du har brug for.

Pronationssko til ham

Er du kraftigt pronerende i din løbestil og løber i en løbesko med en mild pronations kile, får du ikke den nødvendige støtte, hvorfor risikoen for skader forøges. Er du derimod mild pronationsløber, men løber i et par sko med en kraftig kile, vil dit rul bremses, og du vil ikke kunne afvikle dit skridt naturligt. Dette øger også risikoen for skader. Så du skal sørge for at vælge de rigtige sko til din personlige løbestil.

Pronationskilen giver dig den nødvendige støtte

Selve pronationskilen er placeret i mellemsålen og er en integreret del af løbeskoen. De fleste kiler støtter primært svangen og hjælper med at guide og støtte afviklingen, så den foretages naturligt og sikkert fra nedslag til afsæt. Med en pronations kile i den korrekte hårdhed opnår du en naturlig position i skoene, så du effektivt kan overføre en optimal energi ned i skoene og undgå skader, når du løber.

Pronation kan deles op i:

  • Mild
  • Moderat
  • Kraftig
Pronationssko til hende

Den sjældne minoritet: Supinationsløb

Den sidste type løber, der findes er supinationsløber. Ordet er afledt af det latinske ord supinare, som betyder at ”bøje bagover”. Det er yderst sjældent, at man som løber supinerer. Det er faktisk kun cirka 2%-3% af alle løbere, der har denne løbestil!

Når du afvikler dit skridt, vil du som supinationsløber ikke naturligt rulle indad, men derimod vil trykket forblive på ydersiden og ved mellemfoden. Derved vil vægtfordelingen være anderledes, end hvis du var neutral eller pronationsløber. Dit rul vil ikke effektueres, og du vil ikke udnytte løbeskoens og fodens kvaliteter, hvorved risikoen for overbelastningsskader øges.

Da denne løbestil er så sjælden, er udvalget af løbesko hertil begrænset. Det kan være en udfordring at finde den optimale løbesko, hvis du er denne løbetype, men du skal undgå løbesko med pronationskiler, da disse vil bremse dit naturlige rul yderligere, og dermed øge risikoen for skader. Du skal i stedet vælge neutrale løbesko, da du her får den nødvendige stødabsorbering og en god mobilitet.

løbesko

Så hvad er din løbestil?

Desværre kan vi ikke give dig det ultimative svar på, hvilken løbestil lige præcis du har. Men kig på vores videoer og få evt venner og familie til tjekke hvordan netop dit løb ser ud. Og når du er klar til det, så kan du altid komme ind i din nærmeste SPORT 24 butik, hvor vores dygtige kollegaer står klar til at hjælpe dig med alt, hvad du måtte have brug for til dit nye løbeeventyr. Og ved du allerede nu, hvad du skal bruge af udstyr? Så kan du altid finde et kæmpe udvalg af løbesko og -udstyr på SPORT 24s webshop.

God løbetur!

løbesko