fodbold peter graulund

Fodboldekspert og kommentator Peter Graulund kender om nogen til vigtigheden af glæden ved at dyrke sport. Det meste af sit liv har han tilbragt i fodboldstøvler, og begejstringen for netop den sport forsøger han nu at give videre til sine børn

”Jeg kan vel bedst defineres som fodboldnørd, og den interesse forsøger jeg at give videre til mine drenge. Men det er klart, at når man er otte år, så er det glæden, som skal være altoverskyggende.” Sådan siger Peter Graulund, der selv har et cv gennemvædet af svedige strømper, græs og glidende tacklinger. Graulund, der i dag er 41 år, startede sin professionelle karriere i Vejle Boldklub i 1995 og sluttede den i AGF i 2012. Tiden derimellem har budt på sejre og nederlag i både danske og udenlandske klubber, og Peter hører med sine 107 mål fortsat til blandt de syv mest scorende spillere i den danske Superliga. Det blev dog sammenfaldet af flere skader, der endegyldigt parkerede Graulunds fodboldstøvler på sidelinjen i 2012.

I dag er han fodboldkommentator på TV3 og bruger den overskydende tid sammen med familien, der tæller hans kone, en datter og de to fodboldglade tvillingedrenge. Familien bor på Trøjborg i Aarhus, hvor drengene går i skole og spiller bold i Aarhus Fremad.

Styr begejstringen

At give begejstringen for fodbold videre og samtidig moderere sig er en balancegang, der er svær selv at styre. Peter siger på sin rolige, jyske facon: ”Mine drenge går meget op i fodbold, selvom jeg har forsøgt at begrænse omfanget, fordi fodbold har fyldt så meget hos mig selv. Jeg ønsker ikke at præge dem alt for meget, men kan omvendt sagtens se det fokus på fodbolden, som findes i skolen og andre steder; mange voksne herunder lærerne og de andre børns fædre har et favorithold enten i Danmark eller udlandet. Snakken går med andre ord næsten altid om fodbold, uanset hvor børnene befinder sig, selvom det herhjemme ikke er mig, der bringer emnet op. Derfor er det svært helt at styre, hvor meget fodbolden skal have lov at fylde.”

fodbold peter graulund

Blander sig (næsten) udenom

Aarhus Fremad, hvor Peters drenge spiller fodbold, er en klub med fokus på bredden og det sociale liv. ”Klubben ligger tæt på skolen og vores bopæl og har en god klubånd, som betyder meget for os som familie,” siger Peter, der dog ikke selv fungerer som træner: ”Glæden skal som sagt være den største drivkraft i fodbold, når man er otte år. Problemet er, at jeg er for meget vindermenneske, som stiller for store krav. Derfor er jeg ikke træner, men jeg giver gerne mine besyv med, når der er brug for min viden. Der er – hvis man vil være en dygtig fodboldspiller – nogle basisting, man skal kunne på forskellige alderstrin. Derfor forsøger jeg i det omfang, jeg kan – uden at det bliver for meget – at blande mig lidt.”

fodbold peter graulund

Fodtennis er fedt

Peter nævner legen adskillige gange i løbet af interviewet. Et af de legende elementer han gennem mange år har haft et godt øje til, er fodtennis. Han fortæller: ”Fordi legen og glæden skal være det centrale, er det vigtigt med afveksling i træningen. Der er fodtennis et genialt element, som på sin vis ikke har noget med rigtig fodbold at gøre, men hvor det handler om at holde bolden i luften frem og tilbage mellem hinanden og derfra spille den over på den anden side af nettet ligesom i tennis. Vi spillede det ofte i Superligaen, hvor det var et sjovt islæt i en ellers ret seriøs hverdag. Fodtennis er ekstremt teknikbaseret og giver altid anledning til smil og grin – både hos børn og voksne. Man kan efter min mening ikke undervurdere vigtigheden af at supplere de traditionelle sportsgrene med forskellige andre aktiviteter.”

”Kom nu, Mikkel! Fremad, for fanden. Gå nu efter bolden, ikke?!”

Nok om sjov. Nu til alvoren. De fleste af os kender forældrene, der råber fra sidelinjen, imens deres barn løber forvirret rundt på banen. Men hvordan er Peter selv? Han fortæller: ”Ja, det er et ret godt spørgsmål, fordi det er om noget et spændende tema i børnefodbold, hvor man altid kan diskutere kvaliteten blandt børnetrænere. Issuet er, at træneren skal guide de fem spillere på banen, imens alle vi forældre står rundt om med gode ideer til, hvad netop vores søn skal gøre. Og det er et helvede. Jeg kan også nogle gange tage mig selv i at stå og guide. Børn i den alder kigger jo fodbold, og når træneren så råber ’fald nu tilbage’, imens en forældre råber ’fremad, gå nu selv!’ og en tredje forælder roser sin søn, så er der ikke noget at sige til, at børn bliver forvirrede.

Der bør være retningslinjer i klubberne, så det kun er træneren, der råber. For mit eget vedkommende kan jeg måske have blik for ting, som træneren kan overse, men det nytter altså ikke noget. Så efterhånden har jeg lært at holde min mund og vil hellere acceptere at gå på kompromis med resultatet end at bidrage til den uheldige tendens med alt for mange tossede forældre på sidelinjen.”

fodbold peter graulund

Udskyd ambitionerne og leg

Peters to drenge er vidt forskellige; den ene har udpræget vindermentalitet som ham selv, og den anden har glemt alt om et nederlag minuttet efter endt kamp. Det har Peter det fint med: ”Du kan sagtens have glæden ved fodbold, selvom du ikke græder, når du taber eller er utålelig glad, når du vinder. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men de bedste spillere har af natur et vist temperament. Det kan ikke læres. Enten har du det, eller også har du det ikke.”

Det bringer os afslutningsvis til snakken om forældres ambitioner på deres børns vegne. ”Alt for mange forældre er ukritiske omkring deres barns talent. Der skal trænes uendeligt meget for at nå langt , og talent alene rækker ikke. Ryger der 400 spillere ned gennem en tragt, kommer der måske to spillere igennem, måske kun én og måske slet ingen. Chancen for at ens barn kommer igennem nåleøjet til superligaverdenen er ekstremt lille, og det sker under ingen omstændigheder, når barnet er otte eller ti år. Der skal de ha’ lov til at lege og mærke glæden ved fodbolden Der er tid nok til at skrue op for niveauet og seriøsiteten. Så slap nu bare af og leg!” slutter Peter.

fodbold peter graulund

Inspireret til at finde bolden og legen frem? Find gearet her:

fodbold