adidas

Fodboldspiller Stine Larsen er lige nu i gang med at forcere karrierens hidtil største bump på vejen. Mød grønsværens feminine fighter og hør, hvad der får hende til at knokle videre.

Pokalfinale mellem Brøndby og KoldingQ. Der er fløjtet til hjørnespark. Stine Larsen spurter ind mod mål, men løber for langt i forhold til bolden, der hænger i luften. Hun forsøger med en hurtig vending. Det næste, hun husker, er ryggen mod græsset. Den er gal med knæet.

”Det føltes helt forkert. Som om mit knæ var gået af led. Jeg lå stille og prøvede at samle mine tanker. Jeg var sikker på, at jeg bare skulle på benene igen, lunte lidt rundt, og så ville jeg være klar til at spille videre.”

Men Pokalfinalen mod KoldingQ den 27. april 2018 var – efter et forgæves forsøg på at spille videre og en hård tackling – uigenkaldeligt slut for den 22-årige Brøndby-profil og landholdsspiller Stine Larsen. Vendingen i græsset havde kostet det forreste korsbånd i højre knæ. Over and out.

Optur og nedtur – en ambivalent følelse

Stine Larsen sidder på bænken, imens Brøndby vinder Pokalfinalen 3-0: ”Smerterne fyldte det hele, imens jeg prøvede at følge med i kampen så godt jeg kunne. Jeg fik mig humpet op på podiet til medaljeoverrækkelsen, men det var en ambivalent følelse. Især efter kampen. På holdets vegne var jeg vildt glad for sejren, men for mit eget vedkommende vidste jeg, at jeg sandsynligvis var sat ud af spillet for en tid. Det gjorde nas.”

Efter blitzlys, pokal og publikums jubel ned over kvinderne i gult bevæger Stine sig møjsommeligt ned i omklædningsrummet for at pakke sine ting sammen, og allerede dagen efter går hele maskineriet i gang; undersøgelser, røntgen, scanning og slutteligt operationen af det overrevne korsbånd.

Så jeg har kun én mulighed – at kæmpe mig tilbage

Den mentale test

Det er ikke kun den aktuelle korsbåndsskade, der har sat sit præg på 2017/2018 sæsonen for Stine Larsen. En blokade i knæet, en flækket læbe og en hjernerystelse har også bidraget til en turbulent tid. Stine siger: ”2018 har ikke liiige været mit år. Lad os bare sige det sådan. Jeg har været forfulgt af uheld i form af skader, men er kommet tilbage hver gang blandt andet med hjælp fra læger og fysioterapeuter. Denne korsbåndsskade, til gengæld, har for alvor testet mig mentalt, idet den har sat mig helt ud af spillet for en tid. Det er en uvant situation for mig, fordi her gik jeg rundt og troede, at jeg havde en plan, men det havde jeg så ikke alligevel. Én forkert bevægelse, og jeg var ude.”

En anden side af den mentale test er usikkerheden omkring, hvor i genoptræningen grænsen går. Stine fortæller: ”Jeg er typen, der skal holdes i snor. Jeg bliver utålmodig og kan derfor sagtens blive usikker på, om jeg nu også gør alt det, der skal til. Om jeg træner nok eller for meget. Omvendt vil jeg heller ikke gøre noget dumt, som kan forsinke processen. Det handler hele tiden om at mærke efter og følge planen. Gøre, som der bliver sagt.”

Kæmper sig tilbage

Så Stine gør, som der bliver sagt i det genoptræningsforløb, der skal føre til, at hun igen bliver klar til at slås både i gult og blåt og rødt og hvidt – klar til at genoptage drømmen: ”Det, jeg går igennem lige nu, er et bump på vejen. Et af de større bump, godt nok, men jeg har en masse drømme og mål og har slet ikke nået alt det, jeg gerne vil opnå med fodbolden. Så jeg har kun én mulighed – at kæmpe mig tilbage.” Stine smiler. Hun virker fattet omkring situationen. Ærgerlig, javist, men ikke bitter.

Og det går heldigvis som planlagt; hævelsen i knæet er aftaget, og bevægeligheden er i markant bedring. Stine fortæller: ”Øvelserne bliver stille og roligt mere og mere avancerede, hvor fokus er på at genvinde styrken og koordinationen. Jeg håber, at jeg kan være tilbage i fodboldstøvlerne, før der er gået dét år, jeg som udgangspunkt har fået stillet i udsigt.”

Stines genoptræning foregår både hos Team Danmark og i Albertslund kommune.

Jeg håber, at jeg kan være tilbage i fodboldstøvlerne, før der er gået dét år, jeg som udgangspunkt har fået stillet i udsigt

Løb med to priser

På trods af skader og fravær fra både Brøndby og landsholdet har Stine Larsen alligevel formået at sætte tydelige aftryk i fodboldverdenen. I 2018 blev hun i 3F Ligaen kåret som årets profil både af DBU og Spillerforeningen, hvor det i Spillerforeningen er ligaens øvrige spillere, der stemmer. ”Jeg blev meget overrasket over, at det blev mig, der fik de to priser – netop fordi jeg har været meget skadet i den seneste sæson. Virkelig overrasket. Og meget glad.”

Det er svært at hive et svar ud af Stine omkring årsagen til titlerne: ”… Ja… altså, det kan måske handle om, at jeg har været afgørende i nogle kampe. Og så måske noget omkring min fighterindstilling…”

Stine er tydeligvis ikke meget for at fremhæve sig selv. Men i forhold til hendes fremtidige mål er hun klar i mælet: ”Jeg har selvfølgelig et mål om at komme så hurtigt tilbage på banen som muligt. En stor del af motivationen for at komme hurtigst muligt tilbage bunder i VM i Frankrig til sommer, hvor det ikke er nogen hemmelighed, at jeg gerne vil med. Men først ligger playoffturneringen, som vi forhåbentligt spiller os igennem. Men jeg ved, at hvis jeg skal nå at blive klar, skal der trænes hårdt.”

FAKTA:

  • Stine Larsen er født den 24. januar 1996
  • adidas atlet
  • Læser til civilingeniør i bygningsdesign
  • Startede med at spille fodbold på drengeholdet i barndomsklubben i Ejby
  • Har spillet 63 landskampe i alt fra U16 til A-landsholdet
  • Blev kåret til årets talent i 2015

Se alle modeller fra adidas Team Mode serien 

Artiklen er skrevet af Majbritt Mikkelsen